posted by Bettina Fellov

Klimavenlige
slanketips

Det er vintertid, og som altid i den mørke vinter længes mange efter sommerens sol og varme og tiden, hvor man kan gøre sig som bikinibabe eller strandløve. Der er bare dét, at mange har taget godt imod julemaden, som er blevet aflejret i kilo tunge fedtdepoter om mave, lår og bagdel, og netop disse depoter er i direkte modstrid med manges opfattelse af, hvordan en bikinibabe eller en strandløve ser ud. Ergo: vintertid er slanketid.

Vi giver her nogle tips til, hvordan din slankekur kan være klimavenlig.

Slankekurens fem punkter

En slankekur består oftest af balancen imellem 5 ingredienser, der i samspil giver resultater i forhold til vægttab. 
Der er tale om motion, kostfibre, kulhydrater, proteiner og  fedt.

Følger man Nordisk Råds kostanbefalinger NNR (Nordic Nutrition Recommendation), så har man faktisk en god chance for at tabe sig og holde vægten ved lige.

NNR om fysisk aktivitet

Fysisk aktivitet forebygger livsstilsrelaterede sygdomme såsom knogleskørhed, hjertekarsygdomme og visse typer af kræft. Derfor anbefaler NNR daglig fysisk aktivitet. For voksne anbefales fysisk aktivitet på 30 minutter dagligt med moderat eller stærkere intensivitet svarende til et energiforbrug på ca. 630 kJ. 
For at komme i gang med sin fysiske aktivitet, så handler det om at planlægge den, så den udføres som en del af ens daglige program og ikke er besværlig. Eksempelvis tag cyklen på arbejdet, gå på indkøb, tag trapperne på arbejdet og hjemme. Vil du øge din fysiske aktivitet ved at dyrke motion i sportshaller, fitnesscentre m.m., så planlæg din aktivitet, så den forstyrrer din hverdag mindst muligt.  

Fedt

NNR anbefaler, at man begrænser fedtindtag til maximum 10% af det samlede daglige energiindtag. Primært skal man nedsætte mængden af mættede fedtsyrer og transfedtsyrer. Mættede fedtsyrer kommer fra animalske produkter, og ved at reducere mængden af animalske fedtholdige produkter, så bidrager man også til at mindske klimabelastningen fra produktion af animalske produkter. Hvis man følger klimamadpyramiden, som vi tidligere har vist her på hjemmesiden, så kan man se at netop de animalske produkter koster mest i CO2 udledning. Se pyramiden her
NNR anbefaler, at man går efter de essentielle polyumættede fedtsyrer n-6 og n-3, og at disse fedtsyrer udgør mindst 3% af ens daglige max. fedt indtag (10% af dagligt energi indtag). Netop polyumættede n-3 kommer fra fisk, og n-6 kommer fra planter, så klimamæssigt hænger det godt sammen at fokusere på disse fedtsyrer.
Når man slanker sig, så handler det om at reducere sit fedtindtag så meget som muligt, for at der kan ske en fedtforbrænding af oplagret fedt.
 

Kulhydrater og Kostfiber

Indtaget af kulhydrater skal iflg. NNR udgøre ca. 50-60%. Kulhydrater er både svært fordøjelige kostfibre, som findes i grove grøntsager, fuldkorn m.m., men også let omsættelige kulhydrater såsom i hvidt brød, sukker m.m.
Voksne mennesker skal i følge NNR have et dagligt indtag af kostfibre på ca. 25-30 gram, hvilket svarer til 3g/MJ. Skal det omregnes til forståelige tal, så er der ca. 15 gram kostfibre i 100 gram tørrede bønner og 6,2 gram i 100 gram grønkål. Der findes masser af kostfibertabeller på nettet, hvor man kan se, hvad de enkelte grønsager indholder af kostfibre.
Ser man på tabellen på netdoktor.dk, så viser den, at vintergrønsager som pastinak, persillerod, rosenkål m.m. indeholder mange kostfibre ligesom groft brød. Kostfibre findes ikke i animalske produkter. Derfor er sammensætningen af en slankekur med mange kostfibre klimavenlig.

Proteiner

Iflg. NNR bør kosten indeholde 10-20 % protein af dagligt energiindtag. Proteiner fås både fra animalske produkter og vegetabilske. Vælger man protein fra animalske produkter, så vil fisk og lyst kød (kylling og svinekød) have laveste udledning af CO2 i produktionen. Man kan også vælge vegetabilsk protein. Her er tørrede bælgfrugter, nødder og gryn de produkter med højeste protein indhold.

 

NNR, de Nordiske Kostanbefalinger revideres hvert ottende år. Der forventes en revision år 2012.