Det er et EU i krisens tegn. Lille Danmark har ved nytårsskiftet indtaget formandssædet ved bordenden til EUs ministerrådsmøder. Eurozonens gældskrise, problembarnet Grækenland samt Ungarn, som på det seneste har måttet stå skoleret bag EUs mure i Bruxelles, kommer unægteligt til at være centrale emner under formandsskabet. Kommer disse emner til at vægte tungere på vægtskålen end klima- og energipolitikken? 10:10 Danmark gnider på krystalkuglen for at blive klogere på det spørgsmål.

Landingsbanen er først og fremmest clearet til indflyvningen af en energi- og klimapolitisk dagsorden fra dansk side. Det skyldes bl.a., at Danmark ikke er en del af eurozonen med indflydelse til at få vendt bølgen i et recessionsplaget Europa, og at formandsrollen især i finansielle anliggender er langt mindre betydningsfuld efter ratificeringen af Lissabontraktaten.

Målsætningerne

Den danske delegation til ministerrådsmøderne skal tage arbejdshandskerne på og svinge dirigentstokken, hvis teoribrætsideer til gavn for miljø og klima skal blive til virkelighed. Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard, miljøminister Ida Auken samt resten af holdets målsætning bygger på tre ben:

1. At få EU til at stå fast ved sine CO2-reduktionsmål, bl.a. ved hjælp af øget ressource- og energieffektivitet.

2. At skabe et fælles energimarked i Europa som led i EUs 2020-reduktionsmål ved at regulere køb og salg af energi imellem EU-medlemsstaterne. På denne måde håber man at sænke energipriserne for EU-borgerne og øge forsyningssikkerheden.

3. At skabe en meget mere integreret europæisk og fleksibel energi-infrastruktur, hvor energi kan udveksles imellem landene.

Er ambitionsoverliggeren sat for højt?

En mørk sky over de ambitiøse grønne målsætninger kan dog let blive scenariet i en tid, hvor det økonomiske lokomotiv i Europa desperat søger efter kul til at fyre med. Fælles bindende klima- og miljøaftaler møder nemlig skepsis i og med, at de kan svække konkurrenceevnen og væksten. Bekymringen er, at urealistiske milepæle i aftalerne kan være den forkerte brik i puslespillet med at bremse klimaforandringerne, alt imens det enkelte medlemslands vækstkurve er i stilstand. Andre EU-medlemsstater stiller spørgsmålstegn ved bl.a. ressource- og energieffektiviseringsdirektivets skrappe krav, herunder at de hver især vil blive tvunget til at effektivisere 3 pct. af deres bygningsarealer på årsbasis.

Imidlertid har Martin Lidegaard åbnet for fleksibilitet for det enkelte land. At få en stærk, integreret EU-stemme frem imod FNs konference om bæredygtig udvikling, som finder sted i Rio de Janeiro senere i år, kan let vise sig at blive lidt af en hercules-opgave for det danske formandsskab. Med mindre man altså udviser fleksibilitet. Konferencen i Brasilien kommer til at markere 20-året for den første verdenskonference om miljø og udvikling, der blev afholdt netop i Rio de Janeiro i 1992. 10:10 Danmark krydser fingre for, at det danske EU-formandsskab og FN-konferencen kommer i historiebøgerne som væsentlige bidrag i bestræbelserne for at bygge bro imellem CO2-reduktion og økonomisk vækst.